Så mange unge mennesker har ondt i krop og sjæl. Vi snakker om sårbarhed. At turde vise det. Vi snakker om angst. Om det mon virkelig er angst? Vi snakker om tristhed. Depression. Tankemylder. Selvskade.
Vi snakker og vi snakker og vi er enige om, at der skal gøres noget.
Alt imens vi prøver at skabe politik hen over midten og bekrige hinanden i retssale og hæve os selv politisk over andre.
Vi skal handle. NU.
Vi kan have mange meninger om grunde og årsager og forebyggelse og samfund og valg og alt muligt andet, men vi kan vel ikke være uenige om, at noget må der gøres. Noget MÅ der gøres. Sideløbende med overskrifter og politiske valgløfter og kondolencer og tv-dokumentarer og alt muligt andet med fokus på sårbarhed i dag, lukker vi gratis tilbud til unge mennesker, i mange store byer i dag. Headspace lukker i flere kommuner på grund af besparelser. Det er grotesk. -og det er meget meget trist.
Jeg ser en utrolig tankevækkende tendens til, at der skal mindre og mindre til, for at stikke ud af fællesskabet. Det normale fællesskab, vel at mærke. -og hvem bestemmer i øvrigt, at noget er mere normalt end andet?
Er vi som samfund så forhippet på os selv og vores rigtighed, at vi glemmer dem, der stikker lidt ud? -og hvorfor er det så vigtigt, at kunne sætte folk i bås? Lærer vi vores børn for lidt om omsorg og for meget om integritet?
Vi klapper i hænderne når en kunstner viser sårbar. Det skaber overskrifter. Det skaber programmer, hvor alle andre, end de sårbare deltager.
Vi klapper i hænderne, når danske film vinder priser. Vi er stolte og vi føler ejerskab over at vi som land tør at gå linen ud og skabe dramatik på højt plan. Faktisk så højt, at de fleste af os ikke engang forstår det. For hos de fleste af os, ligger det dybe meget højt.
Er det måske i virkeligheden der, det går galt?
Er vores ”normalitet begreb” simpelthen for smalt?
Er vi blevet for kyniske overfor de lidt skæve eksistenser, som vi med den anden hånd fejrer, i hvert fald når det går dem godt?
Er du kunstner, har du ofte følelserne hængende lidt løsere på dig. Du mærker mere og stærkere og dette giver et godt grundlag for netop at udøve din kunst. Hvad enten du er musiker, maler, filminstruktør eller andet.
Tanken har strejfet mig, om det i virkeligheden er grundet af, at livet generelt har givet dig mere at mærke. Modgang, mobning, drillerier og andet i den retning, mærkes hurtigere og kraftigere, end glæde og lykke og har bestemt også tendens til at sætte sig godt og grundigt i sjælen. For er du kunstner, har du højst sandsynligt været det hele livet, og det kan betyde, at du har stukket ud på den ene eller den anden måde. Det er dig, vi skal passe godt på og omfavne. Ikke kun når du har drevet det til noget stort, men også i dit daglige liv.
Vi begræder, når vi endnu engang må sige farvel til et ungt menneske, som har valgt livet fra, af mange grunde. Det er der mange unge der gør, og ikke så mange vi hører om, men dem vi hører om, begræder vi. Faktisk er der ca. 2 mennesker der hver dag, vælger livet fra. Det er omkring 3 gange så mange, som dem der dør i trafikken. Passer de mon ikke ind i samfundet, eller er det samfundet, der ikke passer på dem?
Når et ungt menneske hele sit liv, har følt sig udenfor og forkert, kan det ikke komme bag på os, at man som voksen har brug for hjælp. Hjælp til at finde sig selv og sin vej. Hjælp til at turde tro på, at man er god nok. Hjælp til at forstå, at selvom man ikke er som alle andre, har man en plads i samfundet. Altså det samfund, man har følt sig udstødt af hele sit liv. Fordi vi ikke er gode nok til at inkludere og forstå, at vi ikke er ens, men at vi alle skal have en plads. Vi skal ikke pege på hinanden, men omfavne hinanden.
Lad os alle starte med os selv. Næste gang du kigger på et menneske som stikker lidt ud i udseende, i handlemåder eller andet, så vær nysgerrig. Vær blid og lyt.
Det er højst sandsynligt et menneske, der trænger til det.
Vi trænger alle til at blive set og til at blive hørt og nogle mennesker trænger også rigtigt meget, til at blive omfavnet.
Ghita