(illustrationer Benjamin Grønne)
I går hørte jeg en kvinde på min alder (54 år) sige: ”Når vi så hørte lige den bestemte sang, følte vi os heldige, og glædede os bare til, at vi kunne høre den igen, når den blev spillede i radioen.” -og det var sådan det var. Vi kunne ikke få hvad vi ønskede os. Ikke engang en yndlingssang. Vi måtte vente og vente og sidde klar med fingrene på optageknappen i håb om, at den blev spillet i Hej P3 kl. 15 og at speakeren ikke snakkede for langt ind over sangen. Gjorde han/hun det, levede vi med det, også uden at nogen sagde ”lev med det”.
Sådan er det ikke mere og det er fantastisk. Fantastisk at vi kan spille vores yndlingssang tusind gange på en dag og finde den igen i morgen, på lige nøjagtigt det tidspunkt vi gerne vil. Det kan vi nemt leve med. -og hvad er prisen for det?
Det er også ret fantastisk, at vi ikke mere skubber børn og unge ind i det, de er bange for. ”Gå nu bare, det kan du sagtens. Jeg har prøvet det, der var meget værre. Gå nu”. -og vi gik og vi bed det i os og vi overlevede. -og hvad var prisen for det? -og hvad er prisen for, at vi ikke skubber de unge i dag, men sætter os ned og forstår dem?
Fantastisk er det også, at vi generelt opdrager vores børn til at være medbestemmende. Hvad kan du lide og hvad kan du ikke lide? Vil du have den sorte, grønne, blå, røde, hvide, lyserøde, lyseblå eller måske dem alle? Vil du på ferie i Italien? Eller i USA? Eller skal vi måske købe en campingvogn og køre til Spanien? Eller vil du blive hjemme? Vi fortæller ikke hvad prisen er, vi betaler bare og forventer, at de er med og deltager og lægger skærmen fra sig. -men hvad er egentlig prisen for det?
Sodavand ad libitum i mange hjem. Ikke så småligt som i mit hjem, hvor man kun drak sodavand om lørdagen, ind imellem. -og hvor bundfaldet var så groft, efter lang tids opbevaring i spisekammeret, at selv en omrystning ikke kunne gøre det. I dag står de stablet i bryggerset hos mange, og du kan ovenikøbet vælge blandt de ”sunde” og de usunde. Hvad er prisen mon for det, ud over sodavandsprisen?
I virkeligheden synes jeg, at vores udvikling er fantastisk. Jeg glædes over, at vi har tilgang til mange flere ting end da jeg var barn. Jeg glædes over, at forældre i dag er mere med på det hele, end mine forældre var og jeg glædes over, at vi kan tage en langt større bid af kagen der hedder livet, end jeg følte, jeg kunne.
Jeg glædes over, at jeg kan se de unge mennesker i dag, boltre sig i serier og film og realityprogrammer i det uendelige og jeg glædes over, at hele verden står åben for dem, der vil det.
De kan indhente uanede oplysninger og sågar nu få computeren til at lave arbejdet for dem. Jeg glædes over, at mulighederne er mange og at de fleste bare kan række ud, så får de det, de ønsker. Eller næsten. -men jeg tænker over, hvad prisen er og det synes jeg vi alle skal tænker over.
For mig at se, virker livet som en leg for mange. Specielt for mange unge. -Og som bekendt bliver man ind imellem træt af at lege, og vil bare tilbage til virkeligheden. Der hvor det er enkelt og trygt. Der, hvor man ikke hele tiden skal lege en anden og følge med i legen. Der, hvor et ord er et ord og hvor vi kan være sårbare og tillade os at tabe, uden at gå tabt. ”Det er jo bare for sjov”. -men det er ikke sjovt. For alle.
Vores hurtige og tilbydende samfund har en pris. Det har en pris, når vi sætter vores børn foran alt andet. Det har også en pris, hvis vi ikke gør.
Lad os genfinde balancen i det samfund vi har. Trække vejret og gå et skridt ad gangen. Ting tager tid og lad os tage den tid. Lad os mærke efter og turde sige nej tak. Lad os holde lidt mere fast i de gode værdier og i det hele taget finde vores værdier. Lad os turde se udviklingen i øjnene og tage stilling. Lad os tage snakken, også den svære.
Lad os nyde tilbuddene og nyde at vælge dem fra.
Lad os lære vores børn, at ting tager tid og ved at sætte en fod foran den anden, så skal vi nok nå i mål på et tidspunkt.
-og når vi nu er i gang, kan vi så ikke også fortælle dem, at de skal passe bedre på hinanden?
