top of page
Søg
  • Forfatters billedeGhita Grønne

Lad dine ord blive til handling i 2024




 Hvordan får mine velmenende ord ben at gå på, så de går fra blot at være ord til at blive virkeligheden for mig.

Det gælder os alle, både privat, arbejdsmæssigt, på sociale medier, i familien og hvor vi ellers bevæger os, at vi siger ord og hører ord, der giver mening og indhold og som vi ville ønske, vi kunne leve efter og måske også tilstræber at leve efter.

 

Det første skridt er for mig, er altid en bevidsthed om, hvad retning jeg vil gå i. Hvilket liv vil jeg leve. Hvilke værdier har betydning for mig. Hvordan skal rammerne være? Hvad vil jeg give og hvad vil jeg tage. Hvor langt vil jeg strække mig, for denne arbejdsplads, denne ven eller veninde, for denne kæreste eller måske for mine børn. Alt har en pris og hvor meget vil jeg betale.

Er jeg det sted, jeg gerne vil være?

 

Mange har sikker prøvet at nedskrive ord, de gerne vil leve efter. Lidt ligesom at nedskrive en vægt, man gerne vil opnå. Dette er mit mål. Dette vil jeg gerne opnå. Vi kan lave Vision Board og synliggøre vores drømme og ønsker. -Men når alt kommer til alt, er det forberedelse til det, der egentligt rykker. Nemlig handling. At sætte handling bag de ord, de mål og de drømme og ønsker vi går med.

 

Jeg har en oplevelse af, at jeg skal tage et valg, hvis jeg virkeligt skal komme i mål. Jeg skal bevidst vælge, hvilken retning jeg arbejder efter. Jeg skal lave en form for ritualisering, enten fysisk eller inde i mit hoved og jeg skal gøre den attraktiv. For mig. Jeg er ikke personen der gør noget 100% og aldrig afviger. Jeg kan sagtens afvige og stikke af og blive opslugt af noget andet, men jeg er bevidst om det og finder tilbage til min vej, når tiden er til det. Jeg ærgrer mig ikke særligt længe, men kigger fremad og genoptager min vej. For mig, er tingene ikke sort/hvide eller enten eller, men langt mere nuanceret og farverige, uden at jeg føler det sejler. Jeg elsker struktur, når det bare er mig der dikterer den, og ikke den der dikterer mig.

Det virker for mig. -Og jeg elsker at have ord i mit hoved, jeg bliver optaget af og fokuserer på, i det små.

 

Hvad virker for dig?

 

Når jeg sidder med mennesker, unge som ældre, så handler det næsten aldrig om, hvilket liv de vil leve. Det ved de godt. -Og de ved endnu bedre, hvilket liv de ikke vil leve.

Det handler ofte om, hvordan de kommer i gang med at leve det liv og leve de ord, de siger, de gerne vil leve. Det er naturligvis forskelligt fra menneske til menneske, men et er sikkert, det kræver et arbejde at nå dertil.

 

Et nyt år vil altid være en god måde at genstarte på. Også selvom der ligger mange genstarter bag dig. De har været der af en grund, og er måske netop dem der gør, at det lykkes for dig nu. Brug dem, i stedet for at ærgre dig over dem. De har været et skridt på vejen.

I 2023 har jeg endnu engang haft et dejligt år, med mange gode, dybe, svære, sjove, lærerige, interessante og sorgfulde samtaler. -med mange mennesker, unge som gamle, der alle har det tilfælles, at de vil noget. De handler på det de mærker, og har brug for hjælp, til de handlinger.

Jeg er taknemmelig for hver og en af de samtaler, og jeg er stolt over, at kunne være med til at guide igennem det liv, der indimellem kan være utroligt besværligt.

Rigtig godt nytår til jer alle.

 

 

 

 

 

 

 

20 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle
bottom of page