Et udsagn, som jeg hørte fra en sårbar ung pige på 18 år. Det var en ven, som efter at have lagt ører til hendes livshistorie, havde sagt sådant. ”Man skal have en god psyke, for at have en dårlig psyke”. Hvor er det godt sagt. -og hvor er det rigtigt sagt.
I virkeligheden kan vi sætte rigtigt mange begreber ind i den sætning.
-man skal være en ressourcestærk familie, for at være en ressourcesvag familie.
-man skal være stærk, for at være sårbar.
-man skal være rig, for at være fattig.
-forstået på den måde, at de udfordringer der kommer imod én, når man er sårbar, kræver at man er stærk, for at kunne modstå det. Osv.
I min hverdag, berører jeg mange forskellige typer unge mennesker. Alle med hver sin historie og hver sin baggrund, for at sidde foran mig. Ud over deres forskellige historier, er de også forskellige mennesker, med hver sin personlighed, styrke og sårbarhed.
Jeg bliver dog altid meget ramt af den kendsgerning, hvor afgørende forældrenes rolle som forældre er, for de unge mennesker. For ikke at sige, at det, set med mine øjne, er 100% sikkert, at det vi giver vores børn med i form af stemning, handling, mønstre, miljø m.m. er helt afgørende for, hvordan vores unge mennesker kommer ud på den anden side.
Min 18-årig pige fra tidligere, har absolut ikke en stærk psyke. Hun har dog en masse stærke kræfter indeni sig, der gør, at hun kan klare sig. Både verbalt og ikke mindst fysisk. I min verden betyder det, at hun kan overleve. Men kan hun leve?
Hun har savnet hele sit liv. Er blevet svigtet. Oplever livet som noget der skal bekæmpes. Oplever mennesker, som nogle der forsvinder igen. Mangler evnen til at tro på det bedste i folk omkring sig. Tillid er ikke et begreb, hun læner sig særligt meget op ad, og som kun få mennesker viser hende og får, fra hende. Hun holder kronisk i vejen i de fleste af livets parkeringspladser. Hun irriterer andre ved sin blotte tilstedeværelse, selvom hun gør hvad hun kan, for at passe ind, på trods af larmen i hendes liv. Hun overlever.
At knække koden til sådan en pige, handler om kærlighed og anerkendelse. Det handler om at lytte og ikke vurdere. Det handler om at give hende en plads og se hende. Det handler om at turde stille spørgsmålene åbent og turde høre svarene. Det handler om at være der. Lige der. Sammen med hende. Det handler om at være autentisk.
Når relationen er skabt, og hun er blevet set og lyttet til og der er skabt en fin og ufarlig kontakt, så kan vi begynde at arbejde med det, der er hele essensen i dette. Nemlig, at det handler om at have en god psyke for at have en dårlig psyke. Nu må hun nemlig gerne give slip. ”Jeg har dig. Jeg kan godt bære dig, med alt det du har med. Jeg kan godt holde rummet for dig, når det hele ramler. Vi skal sammen gå vejen, hvor du bliver bevidst om dit liv og dig. Hvor du finder ud af, hvad du skal have med og hvad du vil efterlade. Hvordan vil du gerne være dig?
Det er ikke nemt. Der er lang vej og den er snoet og knoklet og opad, men den er der, og det er altid nemmere at gå to end gå alene.”
Jeg bliver så stolt og helt igennem glad indeni, når jeg kan mærke, hvordan livet stille og roligt siver tilbage i kroppen på sådan et ungt menneske igen. Hvordan ryggen bliver rettet op og øjnene stiller skarpt. Vi bruger ikke tid på at pege fingre eller lægge skyld på nogen. Vi arbejder kun med at forstå og acceptere og gå ud fra det.
Livet bliver så meget nemmere, når vi skralder alt det overflødige væk. Det der ikke giver os energi, men som blot er med til at skubbe ansvaret for os selv, over på andre.
Start med at gå ud fra dit hjerte. Hvad vil du?
Når jeg har talt med et ungt menneske, og kan se lyset derinde et sted, tænker jeg, at vi som forældre, har et meget stort ansvar, som vi måske ikke altid er helt bevidste om og måske heller ikke altid får den hjælp til at løfte, som vi har brug for. Vi gør forhåbentlig alle vores bedste, men hvis udgangspunktet ligger lavt, er vores bedste, ikke altid godt nok for vores børn. Så må vi kunne hente hjælp. Det skylder vi vores børn.
Jeg håber rigtigt meget, at den sidste tids fokus i samfundet på sårbarhed og udsatte, sætter sine spor i det forebyggende arbejde. For i min optik, er det der, vi mangler dybde. Vi skal tideligt tale med vores børn om hvordan livet er bygget op. Hvad kan vi selv gøre? Hvordan siger vi til og fra? Tænk hvis vi allerede i folkeskolen fortale de unge mennesker, om bevidsthed og det at tage sig selv alvorligt. Hvordan mærker vi os selv? Hvordan reagerer vi på det vi mærker? At turde sige hvad man tænker og føler. -og tænk, hvis vi kunne opbygge et samfund, hvor vi anerkendte og roste og ikke mindst lyttede til hinanden og talte med hinanden. Et samfund, hvor det var nemt at række ud, hvis livet blev svært, fordi facade ikke er interessant og vedkommende.
Jeg stemmer for, at vi krammer alle de unge mennesker, som er vokset op i et dårligt miljø, på den ene eller den anden måde, i stedet for at skælde dem ud. Det har de fået rigeligt af, og de mangler det andet. Sæt i gang!
Ghita