Jeg er ikke meget politisk optaget, men jeg prøver helt generelt at følge lidt med. Jeg kan ofte hurtigt mærke, hvor jeg står, hvad jeg undrer mig over, hvem jeg er enig med og hvor jeg bliver udfordret. Det tænker jeg, måske kommer med alderen, at vi hurtigere og hurtigere får kontakt med vores fornemmelse og intuition og i det hele taget har kortere vej fra tanke til følelse.
Et er at fornemme og mærke og et andet er, at turde reagere på det og gå i den retning, som bliver vist (fornemmet).
Unge mennesker er ikke kommet så langt i deres liv, at de måske helt har styr på, hvad er tanke og hvad er følelse? Hvad er mit kompas? Hvad kan jeg stole på og hvad skal jeg følge?
De er også meget hurtige til at ændre retning, alt efter, hvem de omgiver sig med, hvem de ser op til og hvad der lige i øjeblikket virker tiltalende.
De spejler sig i hinanden og i de mennesker, der omgiver dem. Forældre, lærere, kendte mennesker og andre, som runder deres dag.
Det betyder, at de unges kompas i livet, meget hurtigt kan blive afhængigt af hvem de omgiver sig med og netop derfor oplever jeg ofte forældre, der føler sig magtesløse, når deres børn havner i uheldigt selskab, set med forældre øjne. For det kan blive forholdsvis afgørende for et ungt menneske at blive påvirket i den sunde retning, den positive retning, den udviklende retning og som mange forældre udtrykker det, den rigtige retning. …hvad det så end er?
Det er så her, hvor jeg som terapeut skal kunne balancere mellem den unge, forældrene og samfundet. Være nysgerrig på, hvem den unge er, hvad han/hun vil, meninger og holdninger og ikke mindst følelser og fornemmelser.
Jeg skal få en fornemmelse af kompasset og hvor pilen peger eller hvor pilen gerne skulle pege hen.
Jeg skal finde moralen i det unge menneske og hjælpe til med at finde den vej, som føles rigtig at stå og gå på.
Og her må jeg bare sige, at det i disse tider, kan være utroligt svært at være den voksne moralske vogter, som skal hjælpe de unge mennesker med at moral-navigere.
Moral= Opfattelse af hvilke handle- og tænkemåder der er rigtige eller forkerte, gode eller dårlige, især i henhold til en bestemt persons eller gruppes normsæt
Jeg bliver så intimideret når jeg ser en minister modtage en fængselsdom med stort smil på læben, og når jeg hører hende sige: ”Det er jo ikke verdens undergang”. Jo fandme er det verdens undergang at få en fængselsdom, for hvor er vi ellers henne. For almindelige dødelige mennesker, betyder det netop verdens undergang. Alt andet er i min optik umoralsk.
At selvsamme minister efter endt afsoning igen har fuld adgang til Christiansborg gør, at mit moralske kompas begynder at svinge lidt fra side til side. For hvor er moralen, der er med til at holde os på rette kurs?
Jeg siger bare, at de unge ikke gør som vi siger, men som vi gør, og det kan være utroligt svært at forklare, hvor umuligt det kan være at få en plads i livet, når man dummer sig. Bare se på de voksne!
Måske det kan blive en "Trend" at afsone sin SU-gæld eller sit manglende fitnessabonnement?
Hvor er vores moral mon gået hen?