Jeg har altid været betaget af relationer. De mønstre der opstår mellem mennesker og de måder, vi hver især ”svarer” på den anden. Jeg husker i dag tilbage på min tid, som barn og ung, og at jeg allerede den gang tænkte over forskellen i relationen, mellem mig og mine veninder. Den var forskellig, alt efter hvem jeg var sammen med.
Sammen med Susanne, var jeg lyttende og eftergivende, da jeg godt vidste, at hun hurtigt kunne blive sur, hvis ikke hun fik sin vilje. -og sammen med Tina, kunne jeg vise lidt mere af mig selv, og være lidt skarpere på mine ønsker, da hun gerne ville lytte og lære og prøve nye ting. Mon ikke vi alle kender det?
Jeg husker tydeligt, at jeg undrede mig over, om det mon var mig, der ikke holdt fast i mig selv, men ændrede mig, alt efter hvem jeg var sammen med.
Tabte jeg mon mig selv?
Fulgte jeg bare med?
Var jeg for nem?
Selvom jeg havde disse tanker, syntes jeg egentlig ikke, at jeg gav slip på mig og mit, sådan helt grundlæggende, men det var klart for mig, at jeg alligevel var nødt til at være tilstede, på forskellige vilkår, i de forskellige relationer.
I dag kan jeg godt se, at det stadig er sådan, det fungerer for mig. Jeg er fleksibel i mine forhold og jeg fornemmer hurtigt, den andens behov og mønster, og har ofte ikke noget imod, at være fleksibel og give efter. Langt hen ad vejen. Ofte kan jeg mærke, når vejen bliver for trang, for ”forkert for mig”, for svær eller måske for ukærlig og så siger jeg fra og finder tilbage til udgangspunktet for relationen, for så at få lidt mere af mig selv med igen og finde ud af, hvordan relationen nu skal være og hvad jeg vil give køb på og så videre.
Når vi bliver forældre, udvikler vores relation til vores barn sig, i takt med at barnet bliver ældre. Vi bliver naturligvis også klogere på det at være forældre og hvis vi er opmærksomme og nysgerrige på den udvikling, kan vi være heldige at få en masse informationer og ønsker fra barnet, om hvordan relationen skal være. Det kan nemlig være et meget fint samspil, det at skabe en relation til vores barn, hvis vi tør lytte.
Barnet samarbejder nemlig hele tiden med os, hvilket betyder, at barnets adfærd og reaktioner er et svar til os, på vores måde at være på. Vi kan altså ikke kigge på vores barn og tænke, at hendes eller hans adfærd er isoleret fra os og noget, der udelukkende foregår i hende eller ham. Det er et samspil og barnets reaktion, er et svar på vores adfærd, både yderst og inderst.
Så altså lige meget, om dit barn opfører sig som du forventer og gerne vil have og indordner sig, eller om barnet spejlvender dine forventninger og arbejder imod dig, så er begge dele at samarbejde. Og begge dele, er vigtige at være nysgerrig på.
Det er naturligvis specielt i spejlvendingen, det kan gå galt og blive frustrerende og netop der, er det yderst vigtigt, at vi som forældre vender blikket kærligt mod os selv og ser på den måde, hvorpå vi er, som forældre. Det er der, der skal ske forandring.
Netop derfor ender jeg ofte op med at have en samlet snak med hele familien, efter at have talt med barnet eller den unge i en periode, og det er ikke altid det, der er tanken, når en familie henvender sig til mig, og beder om hjælp. Heldigvis er de fleste forældre bare interesseret i at få et bedre samarbejde med barnet, og bliver derfor åbne for at lytte på, hvad der udfordrer den unge og ikke mindst åbne for, at deres adfærd som forældre, både det de siger og det de ikke siger, er en afgørende faktor for familiens balance.
Så… hvis vi tror, at børnenes adfærd kan forstås, ses på og er isoleret fra os som forældre og vores relation, kommer vi aldrig til at blive klogere på den. Vi skal turde at kigge på os selv og helt ærligt finde ind til det vi har liggende, og som vi giver udtryk for, enten bevidst eller ubevidst og som sætter gang i den adfærd hos vores barn, vi måske ikke forstår og tager afstand fra.
Jeg fik et super fint og rørende svar fra en far forleden der sagde:
”Da vi startede dette, var det for at få en afklaring i forhold til de udfordringer vi har, i familien. Vi havde nok håbet, at dette kunne foregå mellem vores barn og dig, Ghita, for det havde været nemmest. For os. -og hvor er det pinligt lige nu at tænke, at hun, som 11-årig skulle tage ansvaret for vores families ubalance, og at vi troede, at det var hende, der var noget galt med. Det giver SÅ meget mening, at vi alle skal på arbejde og tage ansvar, og jeg kan mærke en kæmpe omsorg, der vokser i mig, for at få min familie et godt sted hen.”
Kærlig hilsen Ghita