Søg
  • Ghita Grønne

Brev til mig selv...

Når livet gør ondt og der er modvind, handler vi alle forskelligt. Forleden modtog jeg et brev. Brevet, til mig selv. Skrevet af en 17 årig pige, som har ondt i livet. Skrevet til sig selv. Skrevet i mangel af bedre. Skrevet for at finde en vej ud af intensiteten i kroppen.

For mig, giver det en hel unik indsigt i det der foregår indeni hende. En indsigt i den verden, hun er fanget i og gerne vil hjælpes ud af.

Jeg synes, I skal læse brevet. Det har hun givet mig lov til at dele med jer. Det kan vi alle kun blive klogere af at læse og hvis du er ung, kan det være med til at give dig en forståelse for, at du ikke er alene, hvis du kan genkende noget af det, brevet indeholder.



Hej mig selv

jeg vil bare gerne vide hvad det er, du ikke gør, som alle de andre, for at få venner eller måske skulle spørgsmålet være, hvad er det du gør, som gør, du ikke har nogen venner?

Er det dit udsende? Eller er det din personlighed?

Du prøver alt hvad du kan for at gøre folk glade omkring dig men er du glad? Det tror jeg faktisk, vi begge ved svaret på. Hvornår startede alt det her? Var det da mormor døde eller var det før det? Vi kan ikke sætte en konkret dato, men jeg husker de aftener du sad på værelset alene og tænkte: ”Hvad er en ven”.

Tankerne kørte rundt som en tornado midt i en snestorm, og man kunne ikke engang se frem eller tilbage. Du følte du var helt alene ligesom den bog ”Palle alene i verden”. I starten er man forvirret og tænker på alle de ting man kan alene, men jo længere tid man er alene, desto mere du tænker over hvorfor du er alene. Er det noget jeg selv har valgt eller er det et valg du er tvunget til at vælge fordi du ikke vil blive såret? Det hele er noget rod. Nå, men bogen ender med det hele bare var en drøm og han faktisk aldrig var alene, men det er der, jeg tror vi sidder fast som en drøm uden ende, eller rettere et mareridt. Du føler, du ikke kan komme ud. Du håber hvert minut du vågner og opdager, det hele var i dit hoved men det tror jeg ikke det er.

Dit værelse er fyldt med ting men alligevel føles det tomt. Jeg kan godt forstå, det er sådan du føler dig, men problemet er bare, der er ikke nogen ting. Det er tomt. Det er ikke noget du tror eller føler. Det er virkelighed.

Din dyne føles varm, når du har ligget under den i et stykke tid, og du glemmer alt om hvor kold den var, lige da du lagde dig. Måske er det sådan teenageårene er? Mens du er i det, er der koldt og mørkt og når det så bliver varmere, glemmer man alt om den var koldt til at starte med.

Det er svært at komme ud at sit eget hoved, det forstår jeg godt, men et knæklys skal også brækkes før det kan lyse.

Måske er livet simplet eller også er det så besværligt, at vi bare godt kan lide at tænke på det som en simpel ting. Du har snakket med dine forældre om hvordan du har det, at du har det svært og fik med det samme af vide, at det var normalt. -men du tror ikke på dem, du er sikker på der er noget galt.

Jeg forstår godt, hvordan det er du har det. Det er lidt ligesom at stå i en strøm af mennesker men alligevel føle sig alene. Er det hele i dit hoved? Det kan jeg desværre ikke svare dig på. Det er et eventyr du skal på alene.

Da du fik din kat, troede du at du havde et problem, der var blevet løst. Du var sikker på, han ville være ved din side hele tiden, men han kan bedre lide at ligge ved pejsen når den er tændt, eller under din seng om aftenen. Din eneste glæde i livet er dine to nevøer, men de skal jo også have et liv selv.

Det hele føles så håbløst, men alligevel fordi du ved du kan klare det, du har været igennem så mange ting, er stærk. Du har nogle hårde dage hvor du knap nok kan se en mening i at stå op. De dage er begyndt at komme oftere og oftere, men en gang i mellem kommer der en god dag, hvor du har overskud og ro i dit sind. De føles som at gå på en sky men når den er slut, ved du, at dagen i morgen ikke kan blive lige så god som denne dag og du bliver næsten trist over at du ved, hvad der skal til at komme.

Du føler den sang ”Boulevard of broken dreams” passer meget godt til dig.

Specielt den her del:

My shadow's the only one that walks beside me My shallow heart's the only thing that's beating Sometimes I wish someone out there will find me Till then I walk alone

Du lytter til den når du føler dig alene, så lige pt kører den på repeat.

Gad vide om andre unge har det på den her måde?

Kh en 17årig pige

46 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle