Jeg savner SÅ meget, at vi begynder at snakke med vores børn om det der er lidt dybere, end hvordan gik din badminton kamp i dag? Jeg tror, eller jeg er faktisk overbevist om, at vi gennem vores opdragelse af vores børn, kan gøre en kæmpe forskel, hvis vi tør, stille os selv til rådighed i de snakke, der også potentielt set, kan blive lidt svære. Det kræver selvfølgelig, at vi voksne kan det. At vi tør det. At vi magter det. -men vi er voksne og vi kan lære det. Vi skal lære det. Det skylder vi vores børn og unge, der i dag mistrives, som aldrig før.
Den unges mistrivsel, ligger ind imellem i familiens trivsel. -og jeg kunne godt være fristet til at sige ofte, i stedet for ind imellem. Det er der ikke noget galt i. Det er egentligt meget forståeligt. Det vigtige er bare, at vi tør snakke åbent om det, og er villige til at kigge på mønstre, kommunikationen og åbenheden i vores familier.
Min oplevelse er ofte, at når et ungt menneske mistrives, kigges der udad eller på det unge menneske. Der kigges på, hvordan han/hun har det med vennerne og det at blive accepteret i det sociale liv. Der kigges på karakterer i skolen og fravær. Det kigges på hvordan han/hun lever sit liv, spiser og i det hele taget agerer. Der peges på fejl og mangler og på, hvor der kunne sættes ind, for at optimere deltagelsen i livet. Der kigges på vennerne og hvor de kunne optimeres i deres opførsel. Hvordan de kan være mere løftende og positive og hvordan de burde rumme mere end de gør. Der kigges generelt på alt andet, end det vi reelt kan gøre noget ved.
Vi kan selvfølgelig snakke, skrive klager, opslag og klummer om andres opførsel eller mangel på samme, men kort proces, så kan vi kun gøre noget ved os selv, og som forældre, med/ved vores børn.
Derfor oplever jeg som unge- og familierådgiver ind imellem svære situationer, hvor det at klare udfordringerne med den unge alene, ikke altid er en mulighed. Vi er nødt til at invitere familien med i snakken. Det er nemlig ofte der, nøglen ligger.
Jeg og den unge kan sagtens få nogle gode snakke om, hvordan vi mindsker fraværet. Hvordan vi står stærkt nok i os selv, i forhold til det der kommer imod os. Hvad vi kan gøre med de udsagn vi får smidt i hovedet fra vores ”kammerater” og så videre, men vi kan ikke rykke ved alt det, der ikke bliver talt om, hjemme ved middagsbordet. Vi kan heller ikke rykke ved den manglende dybde i snakken, der er derhjemme. Ej heller, kan vi få far eller mor til at sige undskyld eller give lidt slip på kontrollen eller kravene. Derfor skal vi ofte have familierne med på råd og med i samtalerne, når vi skal klare den unges udfordring.
Det betyder ikke, at den unge er ”fredet” og ikke har noget ansvar, men det betyder, at vi skal til at se på den unges trivsel, som et udtryk for den trivsel, der finder sted i familien.
Et ungt menneske er som oftest et spejlbillede på mor eller far eller begge. Enten på den gode måde, eller på den provokerende måde. -og netop derfor, er det så vigtigt, at vi erkender, at vi alle er medspillere og at der skal 3 eller 4 eller 5 til tango, når det handler om familier.
Vi skal turde tale om vores udfordringer i familierne. Dele sorger såvel som glæder. Vi skal turde spørge ind til det, der er svært. Vi skal kunne være i hinandens udfordringer og sorger og vi skal som forældre, være dem, der faciliterer alt dette, omkring aftensmaden, i bilen eller i sommerhuset. Jo mere, jo bedre. Vi skal sætte rammen for at turde indrømme og være ærlige og vi skal vise vejen for, hvordan vi selv bliver udfordret og hvad vi gør. -og siger undskyld for det, vi måske har gjort.
Jo mere perfekte vi ser ud, jo flere perfekte vendinger vi udtrykker, jo flere regler og jo mere kontrol vi udstikker, jo hårdere gør vi den jord, vores børn skal betræde. -med fare for, at de snubler og slår sig.
Der er nogle få ord, som jeg har lyst til, du skal tænke over:
Nedgørende
Skæld ud
Magt
Kontrol
Styring
Mening
Rigtighed
Perfekt
-hvis du kan genkende dig i disse, så byt dem ud med følgende ord:
Støttende
Guidance
Kærlighed
Respekt
Værdier
Nysgerrig
Åbenhed
Jeg håber, efter mange års arbejde med unge mennesker, at vi i samfundet stille og roligt, og måske endda med hjælp fra Corona, minimere vores liv og blikket udad, til at vende snuden indad og kigge på de værdier og kompetencer, der allerede ligger i os. At vi giver udtryk for dem og at vi tør tage snakken åbent og nysgerrigt, med vores børn og unge.
Jeg tror på, at ved at turde være autentisk som far og mor, tør sige undskyld, tør indrømme sine fejl, tør se på sit barn som et selvstændigt menneske med egne værdier og meninger, tør de svære snakke, tør de dybe snakke, tør være nysgerrig……….ja….så tror jeg at de unge mennesker vokser op med en helt anden selvforståelse og en helt anden rygrad, som kan betyde, at de er langt mere robuste og bedre rustet til den verden, de kommer ud til.
Som gevinst, vil du som forældre opleve det langt mere meningsfyldt og trygt, at give slip på den unge. Du har nemlig været med til at sikre, at det er ok at komme hjem, når noget er gået galt, og der er brug for et kram eller ensomheden er ved at få fat i ungdomshyblen. Du har sikret, at der er plads i familien til det der er svært og det der skal hjælp til.
Det er mit håb, at vi forældre med tiden bliver nysgerrige på, hvordan vi får lidt mere ud af vores snakke med vores børn. At vi tør give lidt mere af os selv og vise sårbarhed. Så er jeg sikker på, at vi bedre kan matche de sociale medier og den overfladiskhed, der ofte hersker der.
Ghita
Comments