Tænk sig, at vi lever i et samfund, hvor lidelser i sindet bliver anerkendt, men hvor der går bureaukrati i den, så anerkendelsen aldrig når ud til de personer, der i virkeligheden har brug for den. Jeg bliver så ked af det, når jeg hører om alle de ubrugte millioner af kroner (28,5), der er øremærket psykologhjælp til unge mennesker.
Jeg har i mange år arbejdet med netop unge mennesker, og jeg ved hvor vigtigt det er, at kunne lytte, holde rummet for dem og være nysgerrig. Stille spørgsmål, være åben, være ikke vurderende og give dem en tro på sig selv, på baggrund af dette.
At være det menneske, der kan give dem et benspænd, i den rigtige retning og måske hjælpe dem til at forstå sig selv og andre.
Derfor kan det være så svært for mig at forstå, at pengene kun målretter sig psykologhjælp, da jeg ved, at der findes så mange fine mennesker derude, der kan hjælpe. Hver på deres måde.
Jeg har forældre i røret næsten ugentligt, der har været til lægebesøg og er blevet henvist, men som ikke kan få en psykologtid. De er frustreret, kede af det og bange og henvender sig derefter til mig, for selv at betale en behandling. Jeg har også flere forældre, og unge, som har besøgt psykologer, men som ikke er blevet mødt med ro og samtalens kunst og derfor har brug for noget andet og noget mere unge-målrettet. Så hvorfor må vi ikke hjælpe, for alle de millioner, som ligger ubrugt?
Jeg anerkender 100% psykologer og deres arbejde, men jeg tænker, at der er løbet meget vand i åen, og opstået mange andre arter af ”psykologer”, som med andre tilgange kan det samme. Jeg er fuldt ud bevidst om, hvor jeg ikke skal bevæge mig hen, med min baggrund, men jeg er også fuldt ud bevidst om, hvad jeg kan, som mange psykologer ikke kan. Blandt meget andet samtalens kunst.
Så lad os brede det hele lidt ud og holde øjnene på bolden. På de unge.
Det er dem, der skal hjælpes. Det er dem, der skal have adgang til samtalen, til åbenheden, til rummet hvor de ikke bliver vurderet. Det er de unge, der skal have del i de mange millioner af kroner, som bare ligger.
Åben nu op for, at vi andre, der dagligt arbejder med og for de unge, også kan blive anerkendt i vores arbejde. Vi er ikke psykologer, men vi er psykoterapeuter, ungecoaches, ungevejledere, ungerådgivere eller andet, der kan være med til at gøre en kæmpe forskel for de unge. Vi ved godt, hvad vi kan. -og ellers fortæller de unge mennesker os det hurtigt.
Jeg håber inderligt, at pengene får ben at gå på og ikke bliver skåret væk, da det jo er tydeligt at se, at vi ikke har brug for dem. NOT….