Jeg er ved at starte en sorggruppe op med min lokale præst. En sorggruppe, for børn og unge, der har mistet ved død. Vi ønsker at give børn og unge et sted, hvor de kan få sat ord på det der er svært, i forbindelse med at have mistet. Vi ønsker at hjælpe dem videre i livet, med en forståelse og accept af det skete og de følelser der følger med. Vi ønsker at være tydelige voksne, der holder rummet for dem, selvom det er svært at være i. Ved at møde andre i samme situation, kan den helende proces lettere gå i gang. Det er vigtigt at hjælpe de børn og unge der går rundt i sorgen, med sorgen og ved sorgen.
For at klæde mig bedre på og stille og roligt at nærme mig emnet døden, har jeg lyttet til en Radio 4 Podcast, der hedder: ”Jeg plejede at tro på for evigt”. Det er en meget fin og nærværende podcast, lavet af to unge kvinder, der selv har mistet. Henholdsvis deres mor og lillebror. De 2 kvinder inviterer gæster i studiet, som har deres fortællinger om det at miste. Gennem en times tid, bevæger de sig ind i den aktuelle situation, gennem de følelser der var og er, kigger på billeder, snakker om savn, sætter ord på det der ikke har ord og i det hele taget, er modige til at være i det hele, sammen.
Jeg har i mig selv mærket en dobbeltrettet følelse, når jeg har lyttet på disse, til tider ret barske historier, om død. Jeg har på en måde, haft lidt dårlig samvittighed over, at finde det interessant. At finde andres ulykke og sorg interessant. –men jeg er alligevel blevet med at lytte til den ene svære historie efter den anden, og i dag, har jeg fundet en plads til min dårlige samvittighed, som ikke mere er min dårlige samvittighed, men mit ønske om, at forstå, hvad der sker med os mennesker, når vi mister. Hvordan vi kan reagere. Hvad vi tænker efterfølgende. Hvilke følelser der kan være i spil. –og hvor vigtigt det er, at alle omkring, tør sætte ord på alt det svære.
Jeg har også læst en del om det at være i sorg og er faldet over begrebet ”Sorghjernen”. Den er der en fysisk forklaring på, og det interessante for mig er, at når vi er i sorg, går vores system i gang med at bearbejde denne ubehagelige følelse, ved at beskytte kroppen og lukke lidt ned for vores parasympatiske nervesystem. Dette medfører kortere vejrtrækninger og derigennem mindre ilt til hjernen, som ender med langsomme tunge og besværlige tanker, netop i en situation, hvor vi burde være klædt på, til at takle de udfordringer, der kommer imod os. Det er ”sorghjernen”. En hjerne, der arbejder trægt og grødet og langsomt. Dette kan føles indelukket og ”osteklokke-agtigt”, hvilket igen kan føre til ensomhed og en følelse af, ikke at være en del, af den rigtige verden.
Når man oplever døden på tæt hold, vil de fleste mennesker miste fodfæste for en stund og dermed miste evnen til at træffe de valg, der føles rigtigt. Ovenikøbet i den periode, hvor det er vigtigst, at kunne mærke, hvad der føles rigtigt. –og derfor kan det være godt, at være sammen med et menneske, der tør at sætte ord på det der er svært, det der gør ondt og det der er uoverskueligt. I en sorggruppe, er dette muligt. Ligeledes kan man spejle sig i andre, der har oplevet noget lignende og derigennem få en virkelighed, hvor man ikke står alene med sin sorg. Man kan prøve sig selv af og sige ordene, der ellers er svære at sige. Man kan blive mødt i sin sorg og møde andre i deres.
Jeg glæder mig til, at kunne være med til at tilbyde et rum for børn og unge, der har mistet ved død. Jeg glæder mig til, at være det faste holdepunkt for de børn og unge, der har mistet deres fodfæste for en stund. Jeg glæder mig til, at kunne udfolde sorgen sammen med dem der har den og give den plads. –og jeg glædes over, at jeg lever i et samfund, hvor sorggrupper er en mulighed, så der kan komme hele og helede mennesker ud i den anden ende, der er bevidste om, hvad de har med og hvordan de skal bære det med videre.
Kærlig hilsen Ghita
♥