Søg
  • Ghita Grønne

”Jeg opdagede først sent på året, at jeg var begyndt at sige nej!”

Solen skinnede og det var en af årets første varme dage. Jeg gik op af Frederiksberg Alle´ med min søn, og vi fandt en bænk, hvor den nybagte kanelsnurre og kaffen kunne indtages. Det var lørdag og tiden kunne glide ud af vores hænder.

Min søn gik på efterskole i 10. klasse og denne lørdag, 8 år efter, reflekterede han over noget, han havde tænkt på før, men egentlig ikke sådan havde tænkt over før.

Jeg kom fra en folkeskole og en klasse, hvor vi bare sagde JA til alt der blev foreslået. Vi syntes generelt, at det var fedt at prøve ting af og være sammen og gribe det, der blev kastet til os. Vi havde helt klart også en lærer, som vi gad at lave tingene med. Da jeg så kom på efterskole, opdagede jeg, at de andre sagde nej, ikke gad og brummede, når lærerne foreslog noget. De gad ikke deltage i aktiviteterne, sådan generelt og det blev ligesom stilen, jeg hoppede med på. JEG HOPPEDE MED…

Min søn har altid været frisk på alt og med på den værste og har altid haft et positivt sind, og sagt Ja til livet. -og jeg var faktisk ikke klar over, at han på efterskolen var begyndt at sige nej! -fordi han hoppede med…

Han fortsatte: ”Det viste sig, at de andre drenge, ikke kom fra en Ja kultur, men en kultur, hvor man ikke gad gribe de bolde, der blev kastet og hvor man så ned på de aktiviteter der skulle være, uden egentligt at kende dem. Det blev jeg fanget i. Jeg opdagede det egentligt først, da jeg meldte mig til ”Vild med dans” sammen med Laura, uden at kunne danse og uden at vide, hvor det bar os hen. Jeg tænkte, ja, fuck det, nu gør jeg det. -Og det var vildt fedt og vi vandt og Laura er jo i dag en af mine absolut bedste veninder, som jeg er sikker på, jeg vil kende resten af mit liv.

Så hvor er det vildt at tænke på, at jeg i så mange måneder, tabte mig selv, og blindt gik med de andre. Det ville jeg aldrig have troet om mig selv, men jeg opdagede det simpelthen ikke.”

Vi taber os selv ind imellem. Opdager ikke, at vi går på kompromis med vores værdier og holdninger. Det sker ofte, når der er andet på spil. Venskab, fællesskab, kærlighed eller andet, der kan drive os i en anden retning, end den vi i virkeligheden navigerer efter. Min søn var kommet på efterskole, og ville gerne være en del af et fællesskab og måske ligefrem få tætte venskaber, og i den sammenhæng, havde han tabt sig selv og helt glemt, at han ”plejer” at sige JA.

Her 8 år efter, kan han kigge på hele forløbet og ovenikøbet stå tørskoet, og vide, at han havde haft pondus nok til at kunne have sagt JA, uden at det var gået ud over fællesskabet og venskaberne. Han kan kigge på den første gang, på efterskolen, hvor han sagde JA og se det fantastiske venskab han fik ud af det, som ikke ville have været der i dag, med et nej.

At tabe sig selv, betyder ikke kun at sige nej, men at overhøre ens egne behov og ønsker, til fordel for andre og andet. Vi gør det alle ind imellem. Jeg gør det. Dog tilstræber jeg at være bevidst om, hvornår jeg gør det og hvorfor.

Vi taber os selv ind imellem. Vi gør det, fordi vi bliver optaget af noget andet, udenfor os selv. Vi kommer måske i tvivl om vores egne følelser og fornemmelser og værdier. Vi glemmer måske at tage vores tid, til at mærke helt efter og have en indre dialog, der hjælper med guideningen.

Vi taber os selv ind imellem. -og det kan have store konsekvenser. Ikke altid i nuet, men efterfølgende, når vi bliver bevidste om, hvad vi har overhørt. Har vi overhørt noget? Hvad er vi gået på kompromis med.

Jeg ser dagligt unge mennesker gå på kompromis med deres værdier, uden egentlig at være bevidste om det. Det er spillet i ungdommen, tror jeg. Det er måden, hvorpå man finder sine værdier. Søger grænserne, for at kende grænserne.

Kunsten må være at give sig tid til, at reflektere over, hvad der skete. Hvad jeg følte. Hvad jeg tænkte. Hvorfor jeg ikke reagerede. Blive klogere på det og dermed på sig selv. Det må være et fint udgangspunkt at tage afsæt fra, når de næste skridt skal tages ud i livet.

Min søn kan nu, 8 år efter, se hvad der skete. Han kan undre sig, uden at slå sig selv over fingrene. Han kan være nysgerrig på det spil, der fandt sted og de tanker han havde. Han kan smile af det og være taknemmelig for, at han først mødte nej kulturen i 10. klasse. Han kan samtidig også glæde sig over alle de gange, hvor han har sagt fra. Sagt sin mening. Lyttet til sine følelser. Stået op for sig selv og ikke tabt sig selv. -og allermest kan han i dag sige, at han ikke skal hen, sent på året, for at opdage, at han har tabt sig selv.


Foto: Adam Grønne

1,042 visninger2 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle