I morges, åbnede den smukkeste Valmue sig i min have og mange flere er på vej. Det er en Opiums-Valmue, lilla Papaver somniferum.
Navnet Opiums-Valmue har måske ikke den bedste klang, men glemmer man opium og lægger vægt på valmue, så kan der med ren samvittighed dyrkes og nydes denne fantastiske og opulente valmue. De store blomster - der allerede på knopstadiet er et svulstigt kunstværk - har kronblade i en smuk lys, lilla nuance og er mørke i midten, hvor kronbladene hæfter sig. Det smukkeste gule støvfang i midten, med små sarte støvfangere omkring.
Jeg plukker aldrig mine valmuer ind. Det er nemlig ikke så nemt og kræver at de bliver plukket tidlig morgen og straks bliver sat i meget varmt vand. Så er man måske heldig, at bladene bliver på, men jeg vil hellere være sikker, og nyde dem i min have. -for Valmuer er nemlig meget skrøbelige. -og dog…
Selve stænglerne er store og kraftige og meget smukke. De bliver op til 80 cm høje og med et flot støvet-grønt løv og lægger en utrolig god og stabil grund for de sarte blomster, der meget majestætisk vågner og springer ud, når de er klar. Den enkelte blomst holder ikke så længe, men efterfølges af store, flotte frøkapsler, der i sig selv, er en blomst værdig.
For mig, er Valmuen det smukkeste billede på skrøbelighed. På robust skrøbelighed.
At kunne rumme både det skrøbelige og det robuste, er generøst lederskab. Det går jeg efter.
”Gå efter de basale værdier. Tro – Håb – & Kærlighed. Glem aldrig at du selv definere og har ansvar for et meningsfuldt liv”
Ghita
Yorumlar