Mon ikke vi alle kender følelsen af at tabe os selv ind imellem og glemme alt om at trække vejret ned i maven, finde ro og afvente indtil vi får os selv gravet frem igen. Jeg gør. Og jeg venter. Jeg trækker vejret og finder ro og ikke mindst fortæller mig selv, at dette er et tegn om, at jeg er på vej. Jeg er nemlig på den vej, vi alle går på, livet igennem. Find-mig-selv-vejen.
Jeg oplevede forleden en pige, som fuldstændigt var forsvundet fra sig selv. Hun græd. Hun var frustreret. Hun rystede i hele kroppen. Hun var vred, gal og ked af det på samme tid. Hun så ingen løsninger. Hun så ingen hjælpende hænder. Hun var ensom. Hun savnede. -og det hun sagde var: ”Hvem er jeg egentlig?”
I denne tid, er noget af det sværeste, at jeg ikke fysisk kan holde om hende og gennem et kram, mindske hendes fysiske verden og give hende den umiddelbare tryghed, et menneske kan give til et andet. Alt måtte foregå gennem ord, og ikke mindst gennem pauserne og stilheden mellem ordenen. Den tid, hvor hun og jeg, kunne lade ordene synke ind og finde en mening.
Det er i sådan en situation vigtigt for mig som voksen at rumme den unge pige og ikke begynde en tankevandring om, hvorfor hun har det som hun har det. At kunne være 100% i nuet og være opmærksom på, hvad hun siger og forklarer. Ikke vurdere om det er rigtigt eller forkert eller om hendes forklaring er noget, der er ”værd” at være så ked af. Jeg skal være ren og åben og lytte aktivt.
Det giver mig et rent grundlag for at møde hende og det giver hende en anderkendende voksen, hvor hun kan aflevere frustrationer og tanker, uden at blive dømt og vurderet.
Efter mange ord og mange pauser, sagde hun: ”Du kan jo ikke gøre noget. Det er jo kun mig, der må ændre mig og selv finde ud af, hvordan jeg bliver glad igen”.
-og det er sådan set rigtigt, at jeg ikke kan fjerne det, der farer rundt i hende. Jeg ville ønske, jeg kunne glatte vejen ud og gøre den nem og ren at gå på, men samtidig ved jeg også som voksen, at det kan være givende at gå på en ujævn vej, hvis man ser mulighederne og får støtte på turen.
Mit syn på en sådan situation er, at jeg kan være det stillads der stilles op omkring hende, så hun ikke vælter. Jeg kan måske gøre små ting nemmere, ved at hjælpe hende over de bump der er. Aflyse aftaler. Snakke med forældrene. Sætte mindre mål op. Hjælpe hende med at finde det positive i livet frem, så det nemmere kan ses og omfavnes. Lave aftaler med venner og andre småting, der stille og roligt, kan gøre livet nemmere. -men jeg kan ikke fjerne det hele og glatte vejen ud. -og faktisk er den sætning ofte med til at sætte en fin ramme, for det videre forløb.
Min pige genvandt vejrtrækningen. Vi sad et øjeblik med øjnene lukkede og mærkede efter, hvordan tilstanden var i os begge. Det var et magisk øjeblik, for os begge tror jeg. Vi tog et skridt, og et mere. Sammen. Hun fandt stille og roligt sig selv igen. Og vi kunne påbegynde en helt ny og givende snak, hvor hun var med.
Når en ung piges verden bryder sammen, tror jeg, det er fordi, der er ved at ske forandringer i hendes verden. Hun forandres. Jeg er overbevist om, at kroppen prøver at fastholde det gamle og kendte, og den proces der skal være, for at kroppen giver slip på det, og giver plads til noget nyt, kan være smertende og frustrerende. Det gør næsten ondt at give slip. Hvis man kan få støtte i det og ved, at man ikke er alene, men har fået bygget et stillads op om sig, så man ikke vælter, kan det være nemmere at turde træde ud. Jeg er stolt over at være den støtte.
Kære linedanser, udspændt ligger foran dig,
selve livet du fik givet, gå nu kun din vej. Du må turde træde ud, hvor dit liv kun er dit. Det briste eller bære må dette ene skridt. Give fra dig hvad du magter, da ser du, en dag du nåede ud og danser til himmelens stjerneskud.
Af Per Krøis Kjærsgaard