Søg
  • Ghita Grønne

Det er så svært at give slip, på sine børn

Når vi får børn, går der rigtigt mange år, hvor vi er det bedste, der er sket i deres liv. Heldigvis er det også omvendt.

De har brug for os til de helt basale ting og når vi endelig synes, at nu kan de selv spise og falde i søvn inden midnat, får de separationsangst. En fase, der som udgangspunkt er meget naturlig for børn, med mindre den sætter sig rigtigt godt fast. De er kede af at se mor og far forlade matriklen, for at gå i biografen eller på cafe og det kan være svært for en hvilken som helst barnepige, at hamle op med det. -og sådan fortsætter det, dog med aftagende styrke i de kommende år.

Der kommer et punkt, for enhver forælder, hvor man må se sig slået af vennerne i skolen, fodboldkammeraterne eller måske pigerne fra parallelklassen. Et punkt, hvor man ikke mere er det vigtigste i barnet verden. Der, hvor sproget er forskelligt og hvor fokus ikke er så skarpt på hjemmefronten. Det er en periode, tænker man, og det er det også. En meget lang periode…

Nogle kalder det, at deres børn er blevet teenagere og andre siger bare, at de er blevet mærkelige. Begge dele er rigtige og begge dele er helt naturlige. Alle oplever den periode, i mere eller mindre grad. Vi, som forældre, er nyttige, når det drejer sig om mad, kørsel, penge, husly og måske en trøstende arm, ved kærestesorger.

Hver familie har sin måde at tackle disse år på, og hver familie oplever graden af ”ombygning på den unge” forskelligt. Når jeg tænker tilbage på den tid, smiler jeg. Jeg tænker nemlig på de fantastiske snakke vi har haft, næsten hver aften efter aftensmaden. Det er fordelen ved at bo på landet, hvor der ikke sker noget som helst udenfor døren, andet end solen, der igen farver himlen orange-lyserød. Vi har spillet musik for hinanden, vi har diskuteret holdninger og vi har snakket dagens nyheder og verdens udfordringer. Drengene er næsten altid kommet for sent i seng, og vi har nydt deres åbne spørgsmål og naive tro på samfundet. Jeg tænkte ikke på, at det kunne stoppe. At det en dag ikke ville være mit liv. At drengene ville finde andre at dele deres aftensmad med. At huset ville føles tomt.

At opleve sine børn flytte hjemmefra, kan være en stor følelsesmæssig rejse. Og der… lige der, begynder en famlen sig frem i denne nye verden. Hvad kan jeg blande mig i? Skal jeg komme med gode råd? Hvor meget kan jeg hjælpe med? Det ender ofte med, at vi hjælper med alt det, de gerne vil have hjælp til, så længe de vil have hjælp til det. De styrer slagets gang, langt hen ad vejen.

Jeg tænker, at det er det, det går ud på, når man er forældre. At være der 100 %. At støtte, hjælpe, løfte, bære, tilbyde og i det hele taget, stå lige bag dem og være klar.

De skal nemlig nok sige til, når de har brug for hjælp. Vi skal bare være klar. -og det kan være svært. -Men det er naturligt og helt normalt.

For det er så svært at give slip, på sine børn. Vi skal øve os i, ikke at lægge skyld med skyld på, fordi vi ikke selv kan bære vores sorg over ikke at være det bedste mere. Vi skal være nysgerrige på deres færd og lytte (LYTTE) på det de fortæller os, uden at vurdere. Vi skal glæde os over deres formåen og over de skridt de tager ud i verden, og så skal vi tale med veninderne eller manden om, hvor svært det er, ikke at være med på deres rejse. Det er så vigtigt at kunne rumme deres frisættelse og give slip på dem, med kærlighed. Det er så vigtigt at acceptere, at de ikke deler alt med os mere og ikke har brug for at tage os med på råd. Det er så vigtigt at elske dem, for det de er og ikke det de gør. Nu er situationen nemlig vendt om. Nu er det ikke længere børnene der er afhængige af os, men omvendt. Vi er afhængige af dem og deres. På den gode måde. Og det skal dyrkes og elskes og ordet accept og respekt bør fylde rigtigt meget, de næste mange år. Det vokser hele familien af.

Jeg er familierådgiver, og jeg arbejder med familier og deres teenagebørn. Vi arbejder på at få en god kommunikation med hinanden. At lytte på hinanden. At dele oplevelser i stedet for at vurdere. Jeg hjælper med at give slip på kontrollen og sætte den unge mere fri. At acceptere, at vores børn ikke nødvendigvis vil det samme som os og være nysgerrige på, hvad de så vil.

Jeg kan se, at små justeringer giver lyset tilbage i øjnene hos alle parter. Jeg oplever, at alle gerne vil de bedste for alle i familien, men vejen dertil, kan være svær. Det kræver sårbarhed og (k)ærlighed.

Kærlige hilsner MOR

Ghita



63 visninger
Kontakt

Ghita Grønne

Bavnevej 4

4171 Glumsø

51224430

ghitagroenne@gmail.com

  • Black Facebook Icon
  • Black Twitter Icon
  • Black Instagram Icon
  • Black YouTube Icon

© 2023 by Personal Life Coach. Proudly created with Wix.com

This site was designed with the
.com
website builder. Create your website today.
Start Now