top of page
Søg
  • Forfatters billedeGhita Grønne

Det er ikke det vi siger. Det er alt det, vi ikke får sagt...


Det er ikke det vi siger. Det er alt det, vi ikke får sagt, der ødelægger venskaber, relationer og parforhold. – Morten Albæk 2020

Disse ord blev sagt i Mads og Monopolet 23. maj 2020. -og intet er mere rigtigt.

Jeg oplever gang på gang, at mange af os, har super svært ved at sætte ord på det vi føler, det vi tænker, det vi mærker eller det vi vil. Årsagerne er lige så mange, som vi er mennesker på jorden, men fælles for mange er, at vi ikke vil ødelægge den dårlige stemning og ikke ønsker, at vi bliver sure på hinanden.

Nogle har det måske sådan, at det er pinligt at fortælle, hvad der i virkeligheden ligger dybt inde i mig. Det udstiller mig, gør mig gennemsigtig og i sidste ende, gør mig sårbar. -og det gør det, og det skal det…

Vi er alle sammen vokset op i familier, med hver sin tradition for, hvordan vi sætter ord på vores følelser. Måske sætter vi ingen ord på, men handler. Måske sætter vi meget STORE ord på, og handler. Måske sætter vi bare ord på og handler og bliver grebet og rummet. Måske sætter vi ingen ord på og handler ikke og er helt stille og venter, til stormen går over. Vi ved det bedst selv, og vi ved det. Vi ved det alle og vi ved nøjagtigt, hvornår vi handler i takt med vores barndom eller hvornår vi bryder ud af mønstret og tager ansvar for, hvad vi vil nu.

Jeg hører så mange unge mennesker sige: ”Vi taler ikke sådan rigtigt i min familie”. Ikke at det nødvendigvis har betydet dårlig stemning eller utryghed, men der tales bare ikke.

Jeg har også hørt mange unge mennesker sige: ”I min familie gav det utrolig dårlig stemning, når der blev bragt noget svært til bordet”. Jeg har også hørt unge mennesker sige: ”Jeg har altid kunnet sige, hvordan jeg havde det, i min familie, men der var bare ingen, der gjorde noget ved det”. -og så er der endelig nogle der siger: ”I min familie, har det altid været ok at udtrykke tanker og følelser og det har givet anledning til gode snakke og vi har haft mulighed for at drage omsorg for hinanden efterfølgende”.

For mig er det umuligt at være i en relation, hvor vi ikke kan tale om tingene. Jeg kan ikke gætte. -og jeg vil ikke gætte. Jeg vil tale om tingene og der skal være plads til alt. Både det sjove, det dejlige og det der er svært. Jeg er godt klar over, hvornår noget er svært og hvorfor det er svært, og der hjælper det at sige, at det er svært. ”Jeg har brug for hjælp, til at sige dette”.

At afslutte venskaber, arbejdsforhold, kæresteforhold, venindeforhold eller andet, på baggrund af det, der ikke er blevet sagt, kan virke så meningsløst og smertende og uforstående for det menneske, der bare gerne vil sætte ord på. Det kan virke for nemt og for upersonligt, og ikke mindst er det ofte med til, at man ikke ønsker at indgå i nye relationer, før der er en afklarethed i forhold til, at vi fremadrettet tør sætte ord på det, der er svært.

Når vi sætter ord på vores følelser, vores mangler, vores savn, vores frustrationer, vores tvivl, vores utryghed, vores kærlighed eller mangel på samme, vores begrænsethed, vores lyst, vores behov, vores kærlighed, så vil de fleste opdage, at det får os tættere sammen. Vi bliver forbundet på en helt anden måde, en nær måde, jo mere vi deler med hinanden. Det får os tættere sammen og vi kan træffe afgørende beslutninger sammen, på et helt andet funderet grundlag. At blive afvist, uden at have haft en god sund, ærlig og kærlig snak om forskellige opfattelser og forskellige meninger, giver store ar og kan opfattes som et tillidsbrud. ”Jeg troede, vi var sammen om det her og var ærlige overfor hinanden”.

Fortæl hvad du tænker. Fortæl hvordan du har det. Fortæl hvis du er enig eller uenig. Stå op for dig selv og dine meninger og følelser. Kun derigennem, kan vi nå hinanden. Kun derigennem bliver du klar og nem at aflæse. -og en sidegevinst er et styret selvværd og selvkærlighed.


25 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle
bottom of page