Det er altså ikke kun min skyld!

Det var tirsdag og jeg stod overfor en pige i sin mest sårbare situation.

Jeg er voksen og hun er ung. Jeg ved noget, hun ved mindre. Jeg har prøvet det mange gange før, hun er ved at lære det. Jeg har erfaring, hun har sig selv og sin virkelighed. -og så har hun desværre også den erfaring, at voksne mennesker skal man ikke stole på og mindst af alt, dele noget med.

Jeg kan se det, i det sekund jeg henvender mig til hende og beder hende om noget. Øjnene bliver smalle og hun stopper vejrtrækningen. Hun tænker og hun overvejer og hun mærker. Hun bliver bange og vælger et angreb.

”Det er altså ikke kun min skyld!”, siger hun hårdt, med lynende øjne og et hint af ”skrid”.

Jeg fastholder mit blik i hendes og jeg er helt rolig. Jeg trækker vejret ned i maven og smiler let til hende imens jeg siger:

” Jeg ved godt, at det ikke kun er din skyld, og i øvrigt er det ingens skyld, men nogens ansvar. Og jeg tror, det er det, jeg prøver at fortælle dig. Jeg fornemmer, at det er lidt svært lige nu, og det vil jeg rigtigt gerne hjælpe dig med, for jeg er kun ude på, at vi sammen finder en løsning”.

Pigen står og stirrer mig ind i øjnene et stykke tid, kaster med sit hår og siger: ”Det er bare altid mig, der får skylden, og jeg kan snart ikke bære det mere. Det hele”

Jeg kender pigen og hvis ikke det havde være for afstandskravene, havde jeg givet hende et kram, men nu siger jeg det i stedet. Jeg siger et kram: ”Jeg kan godt se, at du er presset og jeg vil virkeligt gerne hjælpe dig. Jeg er lige her og jeg er klar og jeg kan godt bære det”.

Nu kommer tårerne. I en lind strøm ud af de store øjne. Stille. Uden ord. Uden noget ansigtsmimik. Bare store tunge tårer, som glider ned over kinden.

Jeg tager rummet og jeg holder det. Holder det for hende og for mig. Jeg tager ansvaret og jeg skaber en ro og en åbenhed, hvor der ikke mere er noget farligt. Jeg angriber ikke. Jeg løser ikke noget. Jeg er der og jeg kan være i det.

Vi får en snak om, hvad der er udfordrende for hende og det bliver meget tydeligt, at hendes situation i denne verden gør, at hun end ikke kan overskue at rydde op efter sig og at det i virkeligheden også er ret ligegyldigt, sat op imod de udfordringer, hun ellers bakser med. Jeg lytter. Hun fortæller om alle de gange, hvor hun er blevet verbalt overfaldet af voksne om ret og uret, handling og konsekvens og ligefrem er blevet skældt ud for at være den hun er. Så nu tvivler hun på sit værd og den tanke kan hun ikke engang være i og derfor handler hun bare udad, når noget gør ondt indad. Jeg lytter. Hendes selvbillede er gået i stykker mange gange, selvom hun i virkeligheden er en af de unge mennesker, der tydeligt viser sin stil og sine meninger og hun føler sig alene og ensom, på trods af mange mennesker omkring sig. Jeg lytter. Hun er blevet valgt fra rigtigt mange gange og er ikke tryg mange steder og nu kommer påsken og hvor skal hun være og med hvem. Jeg lytter.

Jeg lytter, for det er noget af det fineste vi kan give andre mennesker. Opmærksomhed, nærvær og interesse.

Jeg kan se på pigen, at hendes tårer er tørret ud, vejrtrækningen er blevet rolig og kommer nu næsten helt ned i maven. Hun har fået luft og vi kan begynde at tale sammen, om det vi oprindeligt mødtes om. Hun lytter.

Der findes så mange møder mellem mennesker. Dette møde, var en af de finere af dem. Jeg er så evigt taknemmelig for, at jeg kan holde rummet for et sådant møde.

God påske til jer alle.