For tiden, er jeg meget sammen med mig selv. Jeg er alene, men ikke ensom. Jeg elsker mit eget selskab og jeg føler mig mere og mere i balance med, at være alene flere dage i træk. Ofte dog med korte besøg i selskab af og med andre, men andre dage, alene. Bare mig. Når jeg er alene, har jeg ikke så meget brug for at meditere og tage mig min tid, for så har jeg min tid. Jeg tager tingene skridt for skridt og elsker at udfordre mig selv, ved ikke at nå ting. Lade ting stå og vente og fylde. -og opleve, at der ikke sker noget ved det. Gå ud i haven og bare være. Plukke lidt grene, drikke en kaffe i bunden af haven. Høre en podcast, mens jeg kigger ud over vidderne og styre mine tanker i den retning, der er gavnlig for mig. -jeg har opdaget, at jeg taler langsommere, når jeg så endeligt taler og at jeg trækker vejret langsommere. Jeg elsker også at være der, hvor der sker en masse ting. At høre højt musik, danse og have gang i meget og være sammen med mange mennesker. Jeg er også bare blevet klar over, at hvis jeg i mine aktive stunder, ikke skal tabe mig selv og mine følelser, så er jeg nødt til, også at have mine rolige og indadvendte stunder. -og derfor elsker jeg, at være med mig selv. Jeg fylder benzin på og restituerer og gør det muligt for mig, i samværet med andre, hele tiden at have kontakten indad på plads, og reagere på mine følelser. Det er ikke altid, jeg kan finde ordene, lige så hurtigt, som jeg kan mærke følelserne, men så er det jo dejligt at vide, at der kommer ro på igen, så jeg kan omsætte mine følelser til ord. -og dermed bedre forstå dem.
Jeg elsker mit eget selskab og jeg elsker, at bliver klogere på mig selv.
