Jeg sad forleden og talte med en 24-årig pige, som for nogle måneder siden, mødte muren i sit liv.
Alt gik galt. Økonomien ramlede. Veninderne vendte ryggen til hende. Forældrene levede hver sit liv, uden plads til hende. Skolen krævede mere, end hun kunne give. Lærepladsen hang i en tynd tråd. -og kæresten skred. Uden et ord. Uden en begrundelse. Uden et farvel. Han skred.
-og jeg kom ind i billedet.
Vi snakkede og snakkede og kiggede bagud, kiggede fremad og kiggede på det, der er lige her og nu. Vi snakkede om stærke sider og svage sider. Om drømme og ønsker. Om at slå sig selv oven i hovedet dagligt. Om at tænke sig ned og tale sig op. Om at sige til og fra og finde sit eget ståsted og så talte vi om, hvad kærester gør ved en. (specielt når de skrider…)
Efter nogle samtaler, så vi begge en forandring i hendes mindset. Hun var blevet 10 cm. højere, ved bare at rette sig op i kroppen. Håret var kommet væk fra ansigtet og hætten lå igen på ryggen af hoodien. Smilet var fundet frem og øjnene glimtede når hun grinte. Hun fandt løsninger på økonomien og hun fik bedt om hjælp, til lærepladsen. -Og så forstod hun det spil, der er mellem mennesker, når vi bliver kærester, og tror vi har hinanden, men så ikke helt har det alligevel. Når vi tror, den anden har den samme virkelighed, som vi selv har og bliver grundigt såret, når verden viser noget andet. Hun forstod dealen med, at selvom vi er kærester, så er vi to individer, der hver især, har behov og ønsker og måder at leve på, som ikke nødvendigvis mødes af modparten, med jubel og klapsalver. Og det gør ikke noget. Vi må gerne være os, være mig, være dig, med det du ønsker, der skal være i dit liv.
Med oprejst pande og smil på læberne gik vi på juleferie, og aftalte et møde igen i det nye år. Hun var blevet set.
Jan 2020. Min 24-årige pige mødte ind hos mig, med hætten over hovedet. Øjnene var sortmalede og smilet tørret væk. Kroppen var faldet sammen igen og øjenkontakten var atter sporadisk og usikker, de få gange, hun kiggede op. Kæresten var kommet retur
Han bankede på døren en aften og ind kom han. Uden så meget som en forklaring eller en fortælling om, hvad der havde ændret sig siden sidst. Altså da han skred.
Han har været der lige siden. Hun har ikke spurgt. Hun har ikke sat ord på alle de spørgsmål, der er inden i hende. For hende er det nok, at han har valgt hende til igen. Hun bliver set.
Vi er nu startet forfra.
Vi snakker og snakker og kigger bagud, kigger fremad og kigger på det, der er lige her og nu. Vi snakker om stærke sider og svage sider. Om drømme og ønsker. Om at slå sig selv oven i hovedet dagligt. Om at tænke sig ned og tale sig op. Om at sige til og fra og finde sit eget ståsted og så taler vi om, hvad kærester gør ved en. (specielt når de bare kommer tilbage igen…)
Hvad er det der sker for mange mennesker, når de taber sig selv, i forholdet til en anden? Hvorfor æder nogen med hud og hår? Hvorfor er det nok, bare at blive set? Hvorfor passer piger ikke bedre på sig selv i et forhold? Hvorfor er en kæreste pludselig ALT? Hvor blev du selv af?
Hvorfor ser du ikke dig selv?